Øko-hotel trodser Kinas forurening

Publisert Sist oppdatert

Midt i det smogfyldte Shanghai ligger en grøn oase.Stedet hedder URBN Hotels, og det er Kinas første CO2-neutrale hotel.

Miljøvenlighed er ellers ikke det første, man forbinder med det stærkt forurenede Kina, verdens største synder indenfor udledning af CO2.

Men det er præcist, hvad URBN har promoveret, siden det åbnede i slutningen af maj:

– Vi vil gerne stå i spidsen for en grøn bevægelse her i Kina, og vi vil gerne vise vores gæster, at det godt kan lade sig gøre at bo på et cool, lækkert designet boutique-hotel og samtidig være miljøbevidst, siger Amina Belouizdad, hotellets direktør.

Sammen med ejerne Jules Kwan og Scott Barack har hun en baggrund fra den luksuriøse ende af ejendomsbranchen i Shanghai, og ingen af dem havde nogen erfaring med hoteldrift, før URBN Hotels åbnede.

Men de øjnede et hul i markedet. Øko-turismen er stadig i sin spæde opstart i Kina, og kun få hoteller er begyndt at tænke miljøbevidsthed ind i deres forretningskoncept.

Deres satsning har tilsyneladende virket. Hotellet kunne løbe rundt allerede den første måned efter åbningen.

– Når gæsterne kommer, er de meget interesserede og spørger ind til vores indsats for miljøet. Og det er vores fineste mission at undervise og inspirere dem til at tænke på miljøet og passe bedre på det, siger Amina Belouizdad En af filosofierne bag opførelsen af 26-værelsers store hotel er genbrug.

Masser af genbrug

Hotellet er bygget ud af rammen fra en nedlagt fabrik. Materialerne til genopbygningen har arkitekten hovedsageligt fået fra gamle bygninger i Shanghai, som er blevet revet ned for at give plads til byens moderne skyskrabere. Det mørke mahogni på gulvene og dørene er derfor taget fra gamle Shanghai-huse. Væggenes grå mursten stammer fra nedrevne fabrikker, og man kan stadig se de originale fabriksstempler på nogle af dem.

Og væggen bag receptionen består af en imponerende stabel gamle kufferter, som er samlet rundt omkring i Shanghai.

Materialerne ville højst sandsynligt være endt på lossepladsen, hvis ikke URBN havde gjort nytte af dem. Der er også brugt nye materialer, men så er de indkøbt lokalt i Kina – ikke importeret fra andre lande.

Der er forsøgt at tænke bæredygtighed ind i selv hotellets mindste detaljer såsom miljøvenlige rengøringsmidler, begrænset vask af håndklæder og sengetøj, ekstra isolering på vinduerne og energibesparende vandbaseret aircondition.

Selv malingen på væggene er miljøvenlig



























Ifølge direktør Amina Belouizdad har udgifterne til at bygge øko-hotellet og installere miljøvenligt materiale i gammel fabriksbygning været høje i forhold til, hvad det ellers koster i Kina.

I en økonomisk boomby som Shanghai, hvor nye højhuse skyder op som paddehatte, bygger man ofte hurtigt, billigt og i forholdsvis ringe energieffektivitet, når det for eksempel gælder isolering af vinduer.

Men det kan betale sig at satse langsigtet på kvalitet og miljø.

– Pengene tjener vi ind på længere sigt. Energibesparelserne betyder, at de samlede driftsomkostninger bliver lavere, forklarer Amina Belouizdad.

Det enkleste grønne tiltag har været at neutralisere hotellets CO2-udslip. Når gæsterne bor på URBN, efterlader de ingen CO2-fodaftryk. Hver måned lægger hotellet sit samlede forbrug af alt fra gas og elektricitet til receptionistens transport til og fra arbejde og varelevering sammen. Det omregnes til CO2-fodaftryk, og hotellet betaler dem af ved at investere i grønne projekter i Kina, der arbejder for at absorbere den klimafarlige CO2 fra atmosfæren.

– Når vi selv skal betale ekstra for eksempelvist et højt varmeforbrug, tvinger det os til at tænke os grundigt om. Vi bliver mere bevidste om, hvor meget vi forbruger, og hvordan vi kan spare, forklarer Amina Belouizdad.

Gæsterne kan også gennem hotellet lette deres dårlige samvittighed ved at betale aflad for CO2-udslippet på deres flyrejse.

En anden filosofi bag URBN er, at gæsterne skal bo i harmoni med byen Shanghai og dens lokale liv – ikke skærmet af som i skyskraberne hos de store luksushoteller.

Derfor har hotellets arkitektur og design både elementer fra det gamle og nye Shanghai, og der tilbydes også aktiviteter som byrundture, kogekurser og sprogundervisning, der skal bringe gæsten tættere på kineserne.

Succesen har givet ejerne af URBN blod på tanden.

Nu har hotellet ansat en mand, der udelukkende skal stå for at udvikle nye og vedligeholde de allerede eksisterende grønne tiltag.

Og så vil URBN gro. Planerne er, at der inden for de næste tre år skal være 20 URBN Hotels og Resorts i Kina.

– Indenfor de næste 10 år er vores mål at være repræsenteret i alle Asiens storbyer. Og vi er ikke bange for at dele ud af vores erfaringer. Vi vil gerne være en foregangsmodel for hoteller over hele verden, siger Amina Belouizdad.

Læs mere på http://www.urbnhotels.com/

Thumbnail Image:
Powered by Labrador CMS